Folketingets Ombudsmand
Gammel Torv 22,
1457 København K
Skanderborg, 12. januar 2003.
Klage
over "Afgørelse af klagerne mod Bjørn Lomborg" truffet af
"Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed" (UVVU) tirsdag den
7. januar 2003.
Afgørelse
af klagerne mod Bjørn Lomborg krænker min retsbevidsthed og følgevirkningen
er af økonomisk betydning også for mig.
Ombudsmanden
bedes derfor foranledige afgørelsen ugjort eller omgjort.
Afgørelsen
ønskes ugjort.
Afgørelsen
ønskes ugjort, fordi klagerne er rettet mod Bjørn Lomborgs bog "The
Skeptical Environmentalist", Cambridge University Press, 2001, hvilken
bog falder udenfor Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredeligheds
arbejdsområde og kompetence.
Dette synspunkt finder støtte i selve afgørelsen, der angiver at flere UVVU-medlemmer fremførte, at bogen ikke lever op til de sædvanlige krav til videnskab, og at UVVU derfor ikke bør behandle sagen.
Afsnittet "5. Arbejdsgruppens overvejelser om den videnskabelige proces og formidling af videnskabelige resultater til offentligheden" beskriver den normale videnskabelige proces som falder indenfor UVVU's kompetence. "The Skeptical Environmentalist" falder helt og ganske udenfor denne beskrivelse. Alene tanken om at publicere en bog af det omfang i de traditionelle tidsskrifter, UVVU refererer til, forekommer absurd.
Derfor skal afgørelsen trækkes tilbage med henvisning til, at de indgivne klager ikke kan behandles af UVVU.
Kan
afgørelsen ikke gøres ugjort, ønskes den omgjort.
"The Skeptical Environmentalist" er uomtvistelig en debatbog og det står ikke til at ændre ved nogen beslutning. Dertil er den af bogen udløste debat for tydelig. Bogen præsentere banebrydende samfundsvidenskabelig forskning med gennemgående elementer af fremtidsforskning (fremskrivninger).
UVVU har i særlig grad lagt artiklen "Misleading Math about the Earth" i Scientific American januar 2002 til grund for deres bedømmelse. Artiklen er skrevet af Stephen Schneider, John P. Holdren, John Bongaarts og Thomas Lovejoy. Det er forskere forankrede i en tid og i en teori, der forklarer global opvarmning ved atmosfærens indhold af kultveilte (drivhusgasteorien). Artiklen er harmdirrende uenig med ny dansk forskning, der viser sammenfald mellem klima og solaktivitet. Det er danske forskere, der forklarer sammenhængen mellem forekomst af solpletter og dannelse af de skylag, der er afgørende for klimaet. Det er danske forskere, der påviser at variationen i solaktiviteten forklarer størsteparten af de variationer i klimaet, vi oplever nu og som har fundet sted fra tidernes morgen. Schneider citeres af UVVU for at omtale denne nye danske forskning som "kontroversielt dansk arbejde". Denne danske forskning er så epokegørende og veldokumenteret at Bjørn Lomborg gør ret i at tillægge denne større vægt end den hidtidige teori om drivhusgasser som væsentligste årsag til klimaændringer.
Drivhusgasteorien er fundamentet i Kyoto aftalen. Dette retfærdiggør ikke at forsvare den. Aftalen kan ikke standse udledning af kultveilte, men i bedste fald kun forhale afbrænding af fossilt brændstof. Dette er en pointe i "The Skeptical Environmentalist". Mængden af fossilt brændstof er endelig, men prisen på ophentning vil længe inden lagrene tømmes overstige den pris forbrugerne vil betale. Dette tidspunkt fremmes af den stedfindende gradvise reduktion i pris på alternative energikilder. Dette ræsonnement indgår i Bjørn Lomborgs tolkning af viden på området og er et sundt grundlag for fremskrivninger.
Den videnskabelige kvalitet af "The Skeptical Environmentalist" ville eksempelvis ikke vinde ved at dele sol og vind lige med tilhængere af drivhusgasteorien. Tværtimod og UVVU gør uret ved ensidigt at tillægge kritikere legitimitet.
UVVU gør også uret ved at klandre "The Skeptical Environmentalist" som værende i strid med god videnskabelig skik uden at redegøre for, hvori den skik består og uden at gøre skel mellem videnskaberne.
Dersom afgørelsen ikke kan trækkes tilbage, skal den omgøres. Ved en omgørelse skal den norm, som "The Skeptical Environmentalist" holdes op imod, være kendt og juridisk holdbar på udgivelsestidspunktet. Dernæst skal bedømmelse bygge på alsidighed i vidneudsagn og begrundes. Endelig skal Bjørn Lomborgs ret til at publicere forskning, der falder udenfor de af UVVU afstukne rammer og klassificering, respekteres.
Venlig hilsen
Lars Thomsen
Bilag:
1. "Afgørelse af klagerne mod Bjørn Lomborg" truffet af "Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed" (UVVU) tirsdag den 7. januar 2003.
2. "Misleading Math about the Earth" af Stephen Schneider, John P. Holdren, John Bongaarts og Thomas Lovejoy, Scientific American, januar 2002.