Lars Family Index

FAMILY SEARCH: TRANSLATE:

FAMILY INDEX

Søndersigen Wikipedia

Søndersiggaard, Vis stort kort

Søndersiggaard ca. 1915.

Family Book - Søndersiggaard

[<< 4/2 og 4/1 Petra & Emil paa trappen til fordøren
Efter foto taget en af dagene efter Ruth’s bryllup 1952.
Søndersiggaard i 1950’erne.]

Den fritstaaende vindmølle bag laden er stadig drivkraft for tærskeværk og kværn. Fra stuehusets havedør fører en hvidmalet trappe ned til et klassisk haveanlæg. Træerne mod vest gemmer et ellelysthus og mod øst gaar køkkenhaven over i et læbælte af mirabeller.

Søndersiggaard
Emil blev skoset for sit ekstravagante stuehusbyggeri. Med sine tre meter til loftet, høje vinduer og store rum var stuehuset da ogsaa et usædvanligt og flot byggeri, men de lyse rum var det bedste værn, tiden kendte mod tuberkulosen, der havde kostet fem af hans søskende livet.
Gaarden og livet i og omkring den staar ikke blot for familien som en skøn tid, men er for mange danske selve indbegrebet af livet paa landet. Petra og Emil drev til det sidste gaarden traditionelt med sædskifte og med heste som trækkraft.

SØNDERSIGGAARD

Begyndelsen af 1900 tallet var gode aar for dansk landbrug. Højskoler og andelsbevægelse havde sat landboerne i stand til at udnytte opgangstiderne. Der blev i den tid skabt midler til investeringer i nybygninger og den begyndende mekanisering. Endnu aar 1900 var halvdelen af befolkningen beskæftiget ved landbruget og gaardene dannede de naturlige rammer om tilværelsen for gaardfolk og medhjælp. Søndersiggaard var i saa henseende en dejlig gaard. Efter Emil havde nybygget den omkring 1920 fremtraadte den som en helstøbt dansk bondegaard med fire længer beliggende næsten midt i sine marker. Mod nord laa laden sammenbygget med østlængen med ko og svinestald og med vestlængen, der rummede hestestald, hønsehus, vognhus og et karlekammer. Mod syd spændte stuehuset fra østlængen til vestlængen og dannede det typiske 4 længede gaardsrum med gennemkørsel øst og vest.

STUEHUS. Stuehuset var vel paa ca. 500 m2 fordelt paa stueetage, loftsrum og madkælder. Huset var bygget i røde sten med gennemført udvendig symmetri, kvist mod syd og med afvalmede gavle. Den indvendige højde i huset var ca. tre meter, hvilket gav god plads for de høje, hvidmalede sprossede vinduer. Fra gaardspladsen var der to indgange med trapper, gangdøren, der kun blev brugt ved gæstebud og bryggersdøren, der var den daglige indgang. Bryggerset var faktisk et stort vaskerum. Der var to tørvefyrede gruekedler, der benyttedes ved storvask. Jeg kan ikke huske, vi har brygget øl, men gruekedlerne blev ogsaa brugt til kogning af grønkaal og til kogning ved slagtninger, der ogsaa fandt sted i bryggerset. En storvask strakte sig gerne over et par dage med assistance af vaskekone fra landsbyen og saa var der endda mindst en uges arbejde bagefter med at faa alt strøget og rullet. Det værste var dugene, de skulle igennem haandrullen 12 gange før mor var tilfreds. Det er logisk at man sparede lidt paa det rene tøj og ikke skiftede i utide. De halvaarlige slagtninger var en ikke mindre begivenhed. En hel uge stod huset paa den anden ende, men saa var alt kødet ogsaa saltet og henkogt, og alle tarme udnyttet til pølser og skinker gjort klar til røgning. Højdepunktet var naturligvis, naar slagteren ankom og grisen under raab og skrig blev slæbt paa slagtebænken i bryggerset. Blodet blev tappet og pigen straks sendt udenfor med blodet for at røre det koldt opblandet med rugmel det skulle nemlig fyldes i de store tarme med det samme, saa vi kunne faa blodpølse til middag samme dag. Vi var meget optaget af disse slagtninger, fordi vi de næste par uger kunne faa fersk kødmad. Resten af aaret var al hverdagsmad baseret paa saltmad. Det ferske og henkogte rakte kun til særlige lejligheder selv om vi kunne strække det med høns og duer.

KØKKENET ET CENTRUM. Fra bryggerset var der aaben trappe til loft og indgang til folkestue og køkken. Køkkenet havde bord mod vindue. Der gik mange aar inden der blev indlagt vask og rindende vand i køkkenet vand var kun indlagt i bryggers og paa badeværelset. Vandhanen skulle jo blot erstatte haandpumpen.

Et stort komfur med tre ildsteder, bageovn og sidegryde optog pladsen ved indervæggen, og skraat overfor stod tørvekassen. Det var altid de mindstes opgave at holde tørvekassen fyldt. Ind til køkkenet mod nord laa spisekammeret og ved siden af, nedgangen til den store madkælder. Køkkenet var husets centrum med døre ind til folkestue, soveværelse, spisestue og kontor (dagligstue). I ældre tid var folkeholdet ret stort og folkestuen var det eneste rum, der benyttedes til ophold. Her spiste man og her "hang" man gerne efter aftensmaden, indtil det var tid at røgte af og gaa til sengs. Rummet var østvendt og væggene rundt forsynet med træpaneler halvt op. Møbleringen bestod af langbord med stole og langbænk ved væggen. Selv om der var kakkelovne i samtlige rum, var køkken og folkestue de eneste, der blev opvarmet til daglig.

STUERNE. Senere da folkeholdet indskrænkede sig til en karl eller pige, gik vi over til at spise i køkkenet og benytte kontoret til ophold om aftenen. Her indtog far sin aftensmad alene, mens han lyttede til pressens radioavis. Bagefter sluttede vi andre os til, og saa var det spændende om vi kunne lokke far til et slag kort (rakker), et spil kryds og bolle paa skifertavle (træsko) eller faa ham til at fortælle en historie. Mange af historierne handlede om ræven og ulven og det snedige spil, der udspilledes mellem den stærke, men noget tungnemme ulv og den mere fiffige ræv. Aftenerne gik let, for man var aldrig færdig til at spise før klokken halv syv og klokken ni var man mere end træt nok til at gaa i seng. Forinden skulle der røgtes af. Det vil sige at man gik en tur gennem staldene, for at se om alt var i orden og saa skulle hestene havde deres sidste gift halm. Om sommeren kunne der godt være noget mere liv om aftenen med boldspil, og hvis mor ville spendere, var der ingen, der regnede det for noget at spurte til gartneren i Hallund og købe jordbær eller for at købe en liter is.

GÆSTEBUD. Hvert aar paa fars fødselsdag kom naboerne til spisning og paa mors fødselsdag til aftenkaffe. Derudover indskrænkede selskabelighederne sig til de kirkelige anledninger ved daab, konfirmation osv. Der kom gerne mellem 20 og 30 og saa blev der brug for alle sagerne. I "gangen", der var et stort rum i det nordvestlige hjørne, kunne vi modtage mange gæster paa een gang. De blev vist ind i veststuen, den pæne stue, eller kontoret. Her kunne alle samles, og naar man var klar til at gaa til bords, blev fløjdørene fra kontoret slaaet op og de dobbelte portiere mellem spisestue og veststuen trukket fra. Det var et festligt øjeblik, for spisestuen var virkelig et dejligt rum til saa mange gæster. For endevæggen var der indbyggede skabe fra loft til gulv beregnet for dækketøj og i midterpatiet stod russisk samovar og kobberkedler til pynt. Væggene havde lædertapet halvt op og kobberplatter oven over. Loftet var fyldt med geometriske figurer i kalkmaleri med mæanderbort yderst og lysekrone i midten. De store vinduer og et verandaparti med dør til haven gjorde rummet ekstra lyst. Gæsterne blev aldrig inviterede, men kom af sig selv aar efter aar. Kun ved mine søstres bryllup, blev der givet en slags invitation i form af en annonce, der indbød alle til at deltage. Til trods for denne løse form, kunne gæsternes antal forudberegnes paa et par kuverter nær. Ved disse bryllupper deltog omkring 150 mennesker og saa traadte alle de gamle systemer i kraft med nabohjælp og skaffere m.v. Ved saadanne lejligheder blev der spillet op til dans, ellers forlystede man sig kun med kortspil og snak efter middagen. Ved alle de kirkelige anledninger trak spisningen altid særlig længe ud paa grund af de mange og lange taler. Disse selskabeligheder blev alt efter formaaen gengældt i nabolaget og de spillede en stor rolle med betydning langt ind i dagligdagen. Ved de helt store gilder slog stuehuset ikke til. Saa blev der lejet brædder og borde og lagt gulv i vognhuset, pyntet med løv og varmet op med kogende vand i mælkejunger. Der blev overnattet og der kunne gaa flere dage inden de sidste gæster var rejst af.

TING OG SAGER PAA LOFTET. Tre værelser var indrettet paa loftet med masser af loftsplads rundt om. De blev brugt som pigeværelser og gæsteværelse. Loftspladsen var ideel til tørring af vasketøj og til oplag. Her var brænde til et par aars forbrug og rundt omkring fandtes gamle ting, redskaber, der var gaaet af brug, aalelystre, leer, haandsegl og meget mere. Oppe over hanebaandene fandtes endnu mere. Paa regnvejrsdage kunne jeg tilbringe timer, balancerende paa kanten af et gangbræt, med at læse i gamle blade og bøger. Der var saa meget, at man hver gang fandt nyt.

BADEVÆRELSET VAR PRIVAT. Soveværelset laa mod syd og ind fra køkkenet. Efter maden tog far sig en middagslur med avisen over hovedet, mens der blev gjort skik paa køkkenet. Inden han gik ud til arbejdet igen, kan jeg ikke huske andet end at han hver dag stod en tid ved vinduet og nød udsigten mod syd udover Søndersigen og markerne, som vi kunne se saa langt øjet rakte. Op til soveværelset laa et lille børneværelse og gik man igennem dette, kom man ind paa badeværelset. Det var indrettet allerede ved husets opførelse og indeholdt haandvask og vandkloset. Det var absolut forbeholdt familien. Tjenestepigen havde sit eget gammeldags das med indgang fra hønsehuset. Karlen benyttede mark og stald, og til den daglige vask, gik han i kostalden med sit vaskefad der var altid dejligt lunt. Renlighed var en god ting, for haandklædet skulle holde ugen ud og sengetøjet en maaned.

Gæs er nødvendige for at man kan holde Jul og Mortensaften, men ogsaa for at faa dunfyld til olmerdugsdynerne - halvt dun og halvt fjer - ellers laa dynen for let.
KARLEKAMMER. Det var et ret stort rum i den sydlige del af vestlængen. Det var uopvarmet og møbleringen bestod af bord, stol og seng. Sengen blev to gange om aaret fyldt op med ny ren langhalm bestaaende af rughalm, tærsket med plejl. Ovenover havde han saa en stor tung olmerdugsdyne og der sov han saa mellem to lagner formentlig uden at kunne røre sig.

Karlene deltog i øvrigt i samværet paa gaarden stort set paa linie med familien. De var der gerne mange aar i træk og de fleste sparede op til at det blev tid, de kunne faa deres eget. De opholdt sig der praktisk taget hele tiden, hellig og søgn. Besøg hos deres egen familie lagde næppe beslag paa mere end et par dage om aaret. Selv i de store højtider, jul og paaske, blev de som regel. Da loven om ferie for landbrugsmedhjælpere traadte i kraft og foreskrev een uges sommerferie aarligt, skete der blot det, at denne ferieuge blev lagt i roetiden, saa kunne der nemlig tjenes en ekstra skilling ved at hakke roer paa gaarden til akkordbetaling. Den tanke at man kunne holde fri og rejse bort, var helt fremmed, paa samme maade som man ikke i det daglige havde nogen klar fornemmelse af et skel mellem arbejdstid og fritid. Hverken arbejde eller hvile blev særlig nøje maalt ud, selv om der nok blev set paa klokken, naar spisetiderne nærmede sig. Ingen ville kunne svare paa staaende fod, hvor mange timer der blev arbejdet ugentligt.

VOGNHUSET. Vognhuset eller vognporten var noget ganske særligt . Her fandt man kanen (slæden). I de lange og strenge vintre i begyndelsen af fyrrene blev den flittigt benyttet til transport af mælk til og fra mejeriet. Vejene var lukkede i maanedsvis, men med kanen var sneen ikke noget problem. Slemt kunne det dog være, og jeg husker en dag kulden havde været saa streng, at far kom hjem fra en mælketur med regulære istappe i skægget. Naar vejene var bare, kunne man til byærinder benytte en fjedervogn, en firehjulet fladvogn med agestol. Men drejede det sig i stedet om at aflægge et besøg i en selskabelig anledning, benyttedes jumpe. Det var et elegant køretøj med betrukne og polstrede sæder, dør og trinbrædder. Det var et enspænder køretøj med slanke svungne stjærte, og nar den sorte hoppe, Lis, blev spændt for, gik det rapt og stateligt med at komme afsted. Vognhuset indeholdt ogsaa et værksted, der tillod de fleste reparationer at blive udført paa stedet.

4/1 Emil med selvbinder - et arbejde, der normalt kræver tre heste, men det behøves ikke naar Klaus er med.

Egentlige maskiner til markarbejdet blev opbevaret i et maskinhus, der var en tilbygning opført bag laden. Der stod slaamaskinen, der kunne skaarlægge alle græsafgrøder, og høriven, der kunne bruges til baade at samle høet og vende det. Alle maskinerne var hestetrukne. Selvbinderen var den tungeste og krævede tre heste. Den indebar en stor arbejdslettelse. Før den var alt korn ogsaa skaarlagt med slaamaskine og bundet op med haand. Nu blev kun den første skaar i kornmarken lagt med høle og bundet op manuelt. Med en smal tretandet trærive (en kratte) samledes straaene og i et snuptag blev en halmvisk vundet om og et neg var dannet. Med selvbinderen bestod det meste arbejde i høsten i at sætte negene sammen og saa faa det hele kørt hjem, naar vejret var til det. Til hjemtransporten benyttedes fjælvogne (skaaevogne) med sidestykker. Det var en kunst at læsse disse vogne saa læsset ikke skred eller væltede inden det var i hus et saadant læs var nemlig himmelhøjt, naar det var færdigt. Det var simpelthen skønt, naar der var læs og man med tømme eller fork blev hevet helt op og turen gik hjemad. Hjemme i laden blev hvert enkelt gulv fyldt op i sirlige lag og rejste en massiv mur, der allerøverst buede helt ud over loen. Naar alt korn var hel i hus, blev de udragende rodender af negene rettet af med høle, saa hvert gulv laa med de flotteste lodrette sider mod loen. Saa var det noget ved at holde høstfest.

Ligesaa dejligt, det var at køre korn hjem, ligesaa trivielt var det at tærske det. Det foregik i løbet af vinteren og foraaret. Det værste ved tærskningen var støvet. Det hang tæt i luften. Det øverste af et gulv korn gik let, for saa skulle man blot smide negene nedad paa tærskebordet. Naar man var ved at være i bund med et gulv, skulle der slæbes noget mere og kattene, hvor var de blevet forædte. Naar vinden ikke var helt stabil, kunne der blive nogle pauser, for tærskeværket blev trukket af vindmøllen, der stod omme bag laden. Den luksus hørte op, da vi fik nyt eldrevet tærskeværk. Noget senere blev ogsaa kværnen eldrevet og kun hakkelsemaskinen blev aldrig elektrificeret.

I maskinhuset stod ogsaa saamaskine og radrenser. Der sidste var vigtig til renholdelse af rækkeafgrøder, hvoraf roerne var de helt dominerende. Saamaskinen kunne imidlertid ikke lægge enkelt frø dengang, og det var derfor nødvendigt med udtynding. Det skete med roejern, hvor man fod for fod vandrede op og ned ad endeløse roerækker. Det var simpelthen ikke til at have den fornødne taalmodighed. Mine søstre var bedre til det eller maaske mere pligtopfyldende. Far betalte os fuld tarifmæssig betaling for roearbejdet, men selv om jeg fik en ekstra dusør i ny og næ, kunne det ikke aftvinge mig opmærksomhed. Roerne skulle saa nogen tid senere renses for ukrudt paa samme maade. Det gik dog hurtigere, fordi man ikke bestandig skulle beslutte hvilke roeplanter, der skulle staa og hvilke der skulle hakkes bort. Var foraaret meget vaadt, kunne man risikere en tredje hakning. Arbejdet med roerne om efteraaret var for saa vidt skønnere. Aftopning og optagningen gik fortere og arbejdet var ikke saa trivielt Hjemtagning om vinteren kunne være en barsk affære. Barskt kunne det nemlig være en vinterdag, naar man blev sendt afsted med ishakke og roegrebe og undertiden mukkert, for a1 slaa hul paa de stivfrosne roekuler. Ved saadanne lejligheder følte man sig ganske allieret med hestene.

Der var een maskine, der savnedes i maskinhuset. Det var kartoffeloptageren. Enten var den ikke opfundet eller ogsaa naaede vi blot aldrig at faa én. Vi klarede det i stedet med kurve og masser af gamle bukser. Arbejdet forgik nemlig krybende og krævede al den arbejdskraft, der kunne mobiliseres. Det var derfor skolerne fik kartoffelferie. Den nuværende efteraarsferie har kun tidspunktet tilfælles med kartoffelferien.

Hønsene paa Søndersiggaard var af de tunge slags, Wyandotter. De var gode baade til æg og til suppegryden - og det var længe før, der var noget, der hed burhøns. Hønsene herover er fra 1954. De er paa gale veje, for i haven maatte de nemlig ikke komme.

Hønsene er uundgaaeligt indfanget af det gamle box-kamera uden at lade sig anfægte af hverken fotograf eller Lars Olav i den nyfaldne sne (ca. 1939).

Hønsehuset havde egen indgang. Om natten blev indgangen stænget for Mikkel ræv, men ellers var der fri adgang ude som inde. Hønsene gik dog sjældent længere væk end nogle faa hundrede meter. Skulle høgen vise sig, hastede de hjemad som kanonkugler i en hovedkuls flugt, man næppe ville tiltro de tunge fugle - selv høns, der aldrig i livet havde oplevet en høg blev grebet af panikken.

Alt arbejde i marken sker ved hestekraft. Den sorte hoppe Lis nederst er elegant og ivrig - den helt rigtige enspænder til jumben, til tørveslæden eller høriven. Til tungt arbejde maa belgieren Klaus træde til.

Den første skaar høstes med le, straaene samles med tretandet kratte og bindes til neg med en halmvisk. Resten høstes med selvbinder - et imponerende maskineri. Under krigen var det svært at skaffe høstbindegarn og til sidst blev det lavet af papir.

Lis og Klaus gøres klar til dagens arbejde i marken. At sætte og spænde seletøjet korrekt er en kunst i sig selv. Naar saa dagens dont er ovre, pumpes vand op, ryg og bringe vaskes og gnubbes for sved og hestene slippes løs i fennen vest for gaarden. De tonstunge dyr kunne saa i hvirvlende fart naa indelukket rundt paa ingen tid og sparke himmelhøjt bagud. Naar de havde afreageret, hyggede de sig med græs og med at gnaske hinanden under manken.

Høbjergning gav høje læs - saa høje at de kun lige netop kunne gaa gennem ladeporten. Naar den sidste stak var langet op og alle hevet op paa toppen af læsset, saa kunne hestene faktisk selv finde hjem. (Høbjergning i 1920’erne).
STALDEN. Høns var der mange af. De gik frit rundt om dagen, men om natten søgte de ind i hønsehuset med dets pinde. Et hul i muren tjente som løbegang og dette hul skulle lukkes hver aften, for at hindre Mikkel ræv i at aflægge visit. Den kunne dog godt være fræk nok til at komme i fuld dagslys, men saa skræppede gæssene gerne saa meget op at vi kunne naa at afværge de store skader. Far skød paa Mikkel, hvis lejlighed bød sig, men han var ikke nogen stor jæger og han ramte sjældent. Han bortskød ogsaa krager i kyllingetiden, men jeg ved kun af eet tilfælde, hvor han traf. Over middag stod han en dag som sædvanlig og kiggede ud af soveværelsets vindue, da han fik øje paa en krage i hegnet. Far hentede hurtigt geværet og skød resolut ud gennem vinduet. Kragen lettede, men hvor mærkværdigt det endda lyder, saa faldt en anden krage død til jorden. Der var aabenbart fløjet direkte ind i haglbygen tættere ved. Sikke vinduet saa ud bagefter krudtslam overalt.

Høns og duer var saadan set noget, der blot var der. Anderledes forholdt det sig med køer og svin. De skulle passes aldeles nøje. De havde hver en halvdel af staldbygningen. Køer er rolige og hyggelige dyr og der var altid lunt og rart i deres staldafsnit. Vinteren igennem stod de bundet, men saa snart, der var græs, blev de lukket ud hver dag i et indelukke, d.v.s. en hegnet græsmark. Efter høslæt i engene, har jeg dog prøvet adskillige gange at trække køerne ud paa gammeldagsvis i kobbel, hvor hver ko bliver bundet op til en forangaaende, hvorefter man trækker af med den forreste, førerkoen, og trasker afsted den lange vej ud i engen. Her bliver hver ko slaaet i tøjer. Er der græs nok, kan de staa til aften, ellers flytter man deres tøjrepæl en gang. Alt driverarbejde med køer skal foregaa roligt og bestemt. Naar et par køer havde lagt sig længst borte i indhegningen ved aftenstid, var det fristende at sende min gode ven Rufus, en skotsk hyrdehund, afsted efter dem, men det var ikke velset, for den var lidt for ivrig og kom let til at jage med dem.

Om efteraaret skulle kvierne indfanges i engene. De havde gaaet og passet sig selv den hele sommer. Nogle gik det let nok med, men andre matte indfanges i bedste rodeo-stil. Det var noget af en oplevelse for sig. Hvert aar glippede det dog at faa reb paa de sidste, og det ærgrede mig, naar vi maatte bide i det sure æble og vandre hjem og hente far til hjælp. Jeg forstaar den dag i dag ikke, hvordan han bar sig ad, men han gik lige saa stille ned over engen og minsandten om ikke de vilde bæster begyndte at græsse saa fredeligt som nogen ko og lod sig binde uden et eneste hurtigt skridt.

Skrukhønen herunder har lige ruget gæslinger ud. De smaa gæs kunne paa forunderlig vis trække hønen med til dammen. Selvom hønen trippende kaldte fra bredden - ude af sig selv, tøffede ællingerne hyggeligt rundt mellem aakanderne. Gæs giver baade steg, dun og fjer.

TØRV, VIGTIGSTE ILDING. Der hørte tre enge til gaarden. De to laa ned til Ryaaen. Den ene af dem var kun en smal strimmel - en lille rest fra det gamle landsbyfællesskab, der aldrig var blevet udskiftet. Den laa i det, vi kaldte saltengene og blev næsten kun brugt til høslæt. Mod nordvest laa den tredje eng, tørveengen. Der var godt tørveskær. Hvert aar kom tørvearbejdere og skar tørvene for os. De brugte lange staaltraade og kunne skære tørvejorden med den som var det en osteskærer og med specielle spader stak de saa tørvene ud. De vaade tørv blev med hest slæbt ud liggende paa slæbebræt og derpaa vippet af i græsset for tørring. Derefter var det vores arbejde at vende tørvene naar de efterhaanden tørre og sætte dem i stakke for til sidst at køre dem hjem i tørvehuset. Det skulle være helt fyldt for at række vinteren over. I tør tilstand kunne de taale at blive kastet uden at danne ret meget smuld. Lidt smuld gjorde ingenting, det var nemlig godt til optænding. Var der slet ingen ild, maatte der brænde til ellers klaredes det hele med tørv, men det krævede ogsaa et par store vidjekurve fulde hver dag til den forslugne blaamalede tørvekasse.

HAVEN. Resterne af den gamle have vest om gaarden laa der endnu, men syd og øst om stuehuset blev anlagt en ny stor have. Vel havde der været bærbuske i den gamle have, men børnene var mange og bærrene fa, saa dem fik de smaa ikke lov at rørt. Det ved jeg, at far havde sal sig for skulle være anderledes, og i den ny have var bærbuske i rækker saa lange og vi maatte spise løs alt, vi kunne. Der var ogsaa frugttræer og et helt hegn af mirabeller. Haven var fra begyndelsen meget sirligt anlagt med ellelysthus og rundt stenbord. Paa plænen var taks og tuja, og øst for huset smaa buksbomhække rundt om bede med vandkala og gamle stauder. Senere groede de store træer i læhegnene sig saa kraftige, at de nok tog for megen næring fra haven. Det største træ af dem alle stod dog midt paa gaardspladsen. Det var en poppel, der blev over hundrede aar og havde saa svær er stamme, at der skulle tre mand til for at favne om det, og kronen dækkede det meste af gaarden.

LÆRERIG ARBEJDSPLADS. Hvor var der meget at lære. Vi rev kartofler og udvaskede stivelsen, vi kogte sæbe paa selvdøde svin, og de stille vinterdage slog vi reb af brugt bindegarn. Det gjorde vi i loen, der var lang som nogen reberbane. Der skulle opsættes hegn i mark og eng, repareres vogne og redskaber. Var der bestilt noget ekstra lækkert til søndagsmiddagen, skulle man forstaa sig paa at fange duer i et halvmørkt dueslag og alene paa pibet afgøre duens alder. Der var noget dejligt umiddelbart ved arbejdet paa gaarden. Vi foretog os intet uden hensigten dermed var let forstaaelig. Selv et barn havde let ved at forstaa betydningen af alt, der blev udført. Uden at jeg tror nogen af os kendte aarets nettoindtægt, følte jeg at vi var umaadelig rige. Lærred og klæde havde vi altid i ruller og mel og gryn i sække. Vi havde alt vi skulle bruge. At vi egentlig brugte særdeles nøjsomt af alt, skænkede jeg ikke en tanke. Havde lysten været meget stærk, var jeg vel blevet landmand, men far raadede mig fra det. Tiderne var støt blevet ringere. Folkeholdet var paa det nærmeste forsvundet, og vi ved nu, at tilbagegangen fortsatte næsten frem til 1970. En epoke med en storslaaet livsform var ebbet ud.

For enden af stalden fører døren ind til laden. Paa rundingerne “Raajen” over stalden gemtes høet.

[<< Søndersiggaard]