REAL SEARCH:
TRANSLATE:
REALEN INDEX
- Home
- Jubilum 2000
- Jubilum 2010
- Bornholm 1949
- Aarskrift 1949
- Elever m. CV
- Afslutning 1950
- Spejlet 1999
Gamle skoleminder fortalt af pens. overlærer Anders Johansen, Aalborg, søn af realskolebestyrer I.P. Johansen, Østervrå.
Kilde: Spejlet no. 13 september 1999
Østervrå Realskole var et 4-årigt præliminærkursus, og eksamen derfra gav dengang direkte adgang til Polyteknisk Læreanstalt, Veterinærhøjskolen og Tandlægehøjskolen.
Da der ikke var særlig mange elever på skolen, oprettedes der derfor en underskole, så byens bedre borgeres børn kunne få størstedelen af deres skolegang på den private skole. De fire præliminærklasser kaldtes 1., 2., 3. og 4. realklasse. Mange børn fra byen gik de første år på kommuneskolen og startede så på realskolen i 1. Real.
Skolebestyreren de første år, vi boede i Østervrå, var Harald Jensen, der var gift med en søster til Hans Scherfig. Hans søn Per gik i min klasse; desuden var der storesøster Elsebeth og lillebror Hans. De boede i huset ved siden af baptistkirken. Da Harald Jensen søgte og fik skolebestyrerstilling i Svendborg, blev han afløst af ungkarlen Adolf Jensen. Jeg tror, far var meget skuffet over, at han ikke fik stillingen. Samme Adolf Jensen, som af eleverne blev kaldt Strut, havde en fin lærereksamen, og han var fagligt meget dygtig; den danske grammatik, jeg kan, har jeg lært af ham; hverken gymnasiet eller seminariet kunne lære mig mere. Set med moderne øjne var han ingen god pædagog; han var utrolig streng og strøede om sig med eftersidninger og dårlige karakterer. Han sad altid selv vagt ved eftersidningerne, så kunne han jo sidde og rette stile.
Langs skolegården over mod stationen var der en række rønnetræer. Engang i en fritime løb Frode Bock fra Thorshøj og jeg og muntrede os med at kaste rønnebær efter hinanden. Vi havde været oppe i træerne og fyldt lommerne med rønnebær; derefter listede vi rundt for at overraske hinanden ; det var skægt. Da jeg listede langs cykelskuret for at overraske Frode, hørte jeg listende trin rundt om hjørnet og kastede i rette øjeblik en håndfuld bær i hovedet på - ikke Frode, men skolebestyreren, som var fuldstændig blottet for humoristisk sans. Han blev rasende og råbte: ”Du har klatret i træer, du har stjålet bær, du ender i tugthuset, knægt”. Han tog mig med til en eftersidning, og jeg måtte 50 gange skrive: ”Man må ikke klatre i andre folks træer”. Så først slap jeg fri og kunne gå hjem; det var lykkedes Frode at slippe væk.
Selve skolebygningen var set med nutidens øjne ikke særlig stor. I kælderen var der to afdelinger, pigernes kælder og drengenes kælder. Hver kælder var et rum på størrelse med et klasselokale med et gulv af mursten. Langs væggene hele vejen rundt var der tøjknager til overtøj, og inderst i hver kælder var der et toilet. Dette blev engang i trediverne lavet til træk og slip. Før den tid var der bare en lokumsspand, og duften var ikke altid særlig behagelig. Når det regnede, flokkedes eleverne i kælderen, drenge for sig og piger for sig. I stueetagen var der fire klasseværelser, og på 1. sal var der endnu et lokale, der også blev brugt til naturhistorie og fysik.
Foruden dette klasseværelse var der indrettet en lille lejlighed til frk. Haages (datter af provst Jensen, Thorshøj). Hun underviste i sprog og skrivning. Frk. Haages havde haft børnelammelse og kunne kun bevæge sig ved hjælp af krykker. Man må beundre hendes viljestyrke; hun gik op ad alle trapperne uden hjælp. Med højre hånd på trappegelænderet og krykken under venstre armhule tog hun ét skridt ad gangen.
I naturhistorielokalet var der bag den store tavle en skunk, hvor der var et lille lager af forskellige rekvisitter. Vi havde en lærer Grove Rasmussen til naturhistorie. Ham kunne vi godt lide. Han var dygtig, flittig og idealistisk; men derfor kunne vi godt finde på at drille ham. Engang var han blevet forsinket, og vi sad alle på vore pladser. Så siger Gunnar Brogaard: ”Kom, vi gemmer os i skunken”. Der var der lige plads til os alle sammen. Vi stod musestille og hørte, at han åbnede døren og lige nåede at sige: ”Sæt jer ned”! Da opdagede han det tomme lokale. Han for ud ad døren og ned til Strut for at spørge, hvor vi var henne. Det forstod bestyreren selvfølgelig ikke noget af, og han for op ad trappen for at se efter selv; men da sad vi alle på vore pladser. ”Hvor har I været henne?” ”Her”, svarede vi. Strut blev rasende og forsvandt ned ad trappen, mens Grove havde et lunt glimt i øjet.
Senere, da far blev bestyrer, blev der foretaget et par ombygninger, så der blev et lille kontor og et lille lærerværelse. Der var mange traditioner ved den lille skole, selv om den ikke var så gammel. Vi spillede årlige fodboldkampe (pigerne langbold) med andre realskoler, Dybvad, Dronninglund, Sæby og af og til Sindal. Det var en stor oplevelse at spille mod elever fra andre skoler. Vores daglige verden var jo ret begrænset. Desuden havde vi de årlige skoleballer, der blev holdt på hotellet, fester med skolekomedier, kotillon og dans. Det var en stor oplevelse. Jeg kan huske, vi engang spillede en skolekomedieudgave af ”Nitouche”, der blev kaldt ”Lille Nitouche”. Antallet af elever var jo forholdsvis begrænset, så man måtte jo bruge, hvad man havde. Ida Vestergaard og jeg, der ikke kunne synge, måtte bide i det sure æble, og vi sang duet. Den ville jeg gerne have haft på bånd. Hvert år, når eksamen var overstået, blev der holdt translokation i gymnastiksalen, og alle elevernes eksamensresultater blev læst op, også fra de mindre klasser, så det kunne nok være lidt flovt for nogle forældre, hvis deres barn havde klaret sig dårligt. Efter afslutningen var der udflugt, normalt til Skovlyst i Sæbygård Skov, en enkelt gang til Møllehuset ved Frederikshavn, og det år, da jeg blev færdig (1939) havde vi udflugt til Hirtshals. Senere under krigen kunne udflugten gå andre steder hen, f.eks. til Kirkholt.
Antallet af elever var jo ikke stort. De fleste kom fra oplandet på cykel og fra selve Østervrå; men der kom også med banen, især Vodskovbanen. Jeg tror, der var omkring 40 elever, som en overgang kom med toget, hvilket så medførte, at skolen måtte indrette sine tider efter toggangen. Da det første tog fra Vodskov kom ind omkring 9, begyndte undervisningen derfor først kl. 9, og vi sluttede først ved 3- eller 4-tiden; men det tænkte vi ikke så meget over; det blev en vane. Da der ikke var så mange elever på skolen, var de mindste elever samlet på ét hold til gymnastik og de store på et andet. Engang, da jeg endnu gik på det lille hold, havde vi en vikar i gymnastik; han kunne slet ikke styre os. Timen startede altid med, at vi skulle gå rundt på to rækker i takt, så løbe nogle omgange og derefter gang igen. En af eleverne, Henry fra Aalborggård (kaldet Gumand), drillede læreren ved hele tiden at være i utakt. Læreren kunne selvfølgelig godt se, at det var drilleri. På den tid var bank ikke usædvanligt, så læreren befalede Henry at gå ud i redskabsrummet efter rebet til springstøtterne, ”så skal jeg nok lære dig at gå i takt”! Henry gik ud efter rebet og ventede uden for døren, til de bageste i rækken kom forbi. Så skyndte han sig ind og gik bagest med rebet slæbende efter sig. ”A tror intsj, det hjælper”, sagde han. Læreren blev fuldstændig perpleks og ville slå Henry. ”Du kan jo prøve at slå, A er jo nok den stærkeste, og for resten så vil a hjem og ha middag”, og så gik han.
Da så krigen kom, var jeg jo kommet på gymnasiet: men jeg hørte jo af og til historier fra skolen. Der begyndte at blive mangel på brændsel; dette medførte en forordning om, at alle offentlige lokaler ikke måtte være mere end 18 grader varme. Skolebestyreren gik selv rundt i lokalerne og kontrollerede temperaturen, og hvis der var blevet for varmt, beordrede han vinduerne åbnet, indtil temperaturen igen passede.
Anders Johansens beretning fortsætter i næste nummer.
Skolebestyrer Alfred Jensen.
Det store hvide hus ved siden af Baptistkirken på Liljevej er bygget i 1920 og har haft forskellige ejere, indtil det blev solgt til Alfred Jensen, som blev ansat som lærer ved Østervrå Realskole den 1. august 1924. Den 1. marts 1933 blev han udnævnt som realskolebestyrer sammesteds. Alfred Jensen var ungkarl og en lidt speciel type. Han var ikke ret stor, meget spinkel, og så gik han altid i sko med gummisåler, i sort tøj, hvid skjorte med knækflip og sort sløjfe.
Hans lidenskab var sorte delfaer, hvoraf den ene afløste den anden. Det var en meget begavet mand med udmærkelse både til realeksamen og til lærereksamen. Han underviste i dansk og historie, og det var han meget dygtig til. Alfred Jensen var meget pertentlig. Det første han gjorde, når han kom ind i klassen, var at lægge sin mappe på katederet, og den skulle ligge nøjagtigt på hjørnet. Hans pertentlighed bevirkede også, at eleverne fik lært at tale et meget korrekt sprog, somme tider næsten for korrekt.
Jeg tror kun, han havde to fritidsinteresser, hvoraf den ene var at rette trykfejl og stavefejl i Vendsyssel Tidende. Alle fejlene blev rettet med rød blyant, hvorefter aviserne omhyggelig blev lagt sammen og lagt på gulvet, og der blev de liggende i bunker i flere år. Hans husbestyrerinde, Ingeborg Højbjerre turde ikke flytte dem. Hun var nu også meget nervøs og forsigtig. Desuden var hun nærig, men det er en helt anden historie.
Den anden store interesse var skak. Han var meget dygtig og deltog i flere store turneringer med fine resultater; han har f.eks. en gang været Vendsyssel -mester. Mindst én gang om ugen tog han til Hjørring for at spille skak. Så boede han på Højskolehotellet, hvor han havde et fast værelse. Alfred Jensen, der blandt eleverne gik under navnet Strut, var ret hidsig, og hvis der var ballade i en klasse, kunne han komme listende på sine gummisåler, rive døren op og tale meget højt i flere minutter uden at gentage sig selv. I de mindste klasser rystede man for ham, men da man blev lidt ældre, tog man det ikke så højtideligt og morede sig lidt over ham. Han var også meget forsigtig, hvilket kom til udtryk, når han sammen med den senere bestyrer I. P. Johansen var ude for at kapre elever. Johansen lovede guld og grønne skove, hvorefter A. Jensen bemærkede, at eleverne sandelig også skulle være både begavede og flittige for at få en eksamen. Selv om Alfred Jensen var meget ejendommelig, var han et godt og fint menneske, som jeg respekterer og sætter meget højt, Han blev pensioneret i 1953, og kort efter solgte han huset til Peder Næsby, som i nogle år havde boet til leje på 1. sal. Derefter flyttede skolebestyreren fra byen. J.B.
Kilde: Spejlet no. 13 september 1999
Østervrå Realskole var et 4-årigt præliminærkursus, og eksamen derfra gav dengang direkte adgang til Polyteknisk Læreanstalt, Veterinærhøjskolen og Tandlægehøjskolen.
Da der ikke var særlig mange elever på skolen, oprettedes der derfor en underskole, så byens bedre borgeres børn kunne få størstedelen af deres skolegang på den private skole. De fire præliminærklasser kaldtes 1., 2., 3. og 4. realklasse. Mange børn fra byen gik de første år på kommuneskolen og startede så på realskolen i 1. Real.
Skolebestyreren de første år, vi boede i Østervrå, var Harald Jensen, der var gift med en søster til Hans Scherfig. Hans søn Per gik i min klasse; desuden var der storesøster Elsebeth og lillebror Hans. De boede i huset ved siden af baptistkirken. Da Harald Jensen søgte og fik skolebestyrerstilling i Svendborg, blev han afløst af ungkarlen Adolf Jensen. Jeg tror, far var meget skuffet over, at han ikke fik stillingen. Samme Adolf Jensen, som af eleverne blev kaldt Strut, havde en fin lærereksamen, og han var fagligt meget dygtig; den danske grammatik, jeg kan, har jeg lært af ham; hverken gymnasiet eller seminariet kunne lære mig mere. Set med moderne øjne var han ingen god pædagog; han var utrolig streng og strøede om sig med eftersidninger og dårlige karakterer. Han sad altid selv vagt ved eftersidningerne, så kunne han jo sidde og rette stile.
Langs skolegården over mod stationen var der en række rønnetræer. Engang i en fritime løb Frode Bock fra Thorshøj og jeg og muntrede os med at kaste rønnebær efter hinanden. Vi havde været oppe i træerne og fyldt lommerne med rønnebær; derefter listede vi rundt for at overraske hinanden ; det var skægt. Da jeg listede langs cykelskuret for at overraske Frode, hørte jeg listende trin rundt om hjørnet og kastede i rette øjeblik en håndfuld bær i hovedet på - ikke Frode, men skolebestyreren, som var fuldstændig blottet for humoristisk sans. Han blev rasende og råbte: ”Du har klatret i træer, du har stjålet bær, du ender i tugthuset, knægt”. Han tog mig med til en eftersidning, og jeg måtte 50 gange skrive: ”Man må ikke klatre i andre folks træer”. Så først slap jeg fri og kunne gå hjem; det var lykkedes Frode at slippe væk.
Selve skolebygningen var set med nutidens øjne ikke særlig stor. I kælderen var der to afdelinger, pigernes kælder og drengenes kælder. Hver kælder var et rum på størrelse med et klasselokale med et gulv af mursten. Langs væggene hele vejen rundt var der tøjknager til overtøj, og inderst i hver kælder var der et toilet. Dette blev engang i trediverne lavet til træk og slip. Før den tid var der bare en lokumsspand, og duften var ikke altid særlig behagelig. Når det regnede, flokkedes eleverne i kælderen, drenge for sig og piger for sig. I stueetagen var der fire klasseværelser, og på 1. sal var der endnu et lokale, der også blev brugt til naturhistorie og fysik.
Foruden dette klasseværelse var der indrettet en lille lejlighed til frk. Haages (datter af provst Jensen, Thorshøj). Hun underviste i sprog og skrivning. Frk. Haages havde haft børnelammelse og kunne kun bevæge sig ved hjælp af krykker. Man må beundre hendes viljestyrke; hun gik op ad alle trapperne uden hjælp. Med højre hånd på trappegelænderet og krykken under venstre armhule tog hun ét skridt ad gangen.
I naturhistorielokalet var der bag den store tavle en skunk, hvor der var et lille lager af forskellige rekvisitter. Vi havde en lærer Grove Rasmussen til naturhistorie. Ham kunne vi godt lide. Han var dygtig, flittig og idealistisk; men derfor kunne vi godt finde på at drille ham. Engang var han blevet forsinket, og vi sad alle på vore pladser. Så siger Gunnar Brogaard: ”Kom, vi gemmer os i skunken”. Der var der lige plads til os alle sammen. Vi stod musestille og hørte, at han åbnede døren og lige nåede at sige: ”Sæt jer ned”! Da opdagede han det tomme lokale. Han for ud ad døren og ned til Strut for at spørge, hvor vi var henne. Det forstod bestyreren selvfølgelig ikke noget af, og han for op ad trappen for at se efter selv; men da sad vi alle på vore pladser. ”Hvor har I været henne?” ”Her”, svarede vi. Strut blev rasende og forsvandt ned ad trappen, mens Grove havde et lunt glimt i øjet.
Senere, da far blev bestyrer, blev der foretaget et par ombygninger, så der blev et lille kontor og et lille lærerværelse. Der var mange traditioner ved den lille skole, selv om den ikke var så gammel. Vi spillede årlige fodboldkampe (pigerne langbold) med andre realskoler, Dybvad, Dronninglund, Sæby og af og til Sindal. Det var en stor oplevelse at spille mod elever fra andre skoler. Vores daglige verden var jo ret begrænset. Desuden havde vi de årlige skoleballer, der blev holdt på hotellet, fester med skolekomedier, kotillon og dans. Det var en stor oplevelse. Jeg kan huske, vi engang spillede en skolekomedieudgave af ”Nitouche”, der blev kaldt ”Lille Nitouche”. Antallet af elever var jo forholdsvis begrænset, så man måtte jo bruge, hvad man havde. Ida Vestergaard og jeg, der ikke kunne synge, måtte bide i det sure æble, og vi sang duet. Den ville jeg gerne have haft på bånd. Hvert år, når eksamen var overstået, blev der holdt translokation i gymnastiksalen, og alle elevernes eksamensresultater blev læst op, også fra de mindre klasser, så det kunne nok være lidt flovt for nogle forældre, hvis deres barn havde klaret sig dårligt. Efter afslutningen var der udflugt, normalt til Skovlyst i Sæbygård Skov, en enkelt gang til Møllehuset ved Frederikshavn, og det år, da jeg blev færdig (1939) havde vi udflugt til Hirtshals. Senere under krigen kunne udflugten gå andre steder hen, f.eks. til Kirkholt.
Antallet af elever var jo ikke stort. De fleste kom fra oplandet på cykel og fra selve Østervrå; men der kom også med banen, især Vodskovbanen. Jeg tror, der var omkring 40 elever, som en overgang kom med toget, hvilket så medførte, at skolen måtte indrette sine tider efter toggangen. Da det første tog fra Vodskov kom ind omkring 9, begyndte undervisningen derfor først kl. 9, og vi sluttede først ved 3- eller 4-tiden; men det tænkte vi ikke så meget over; det blev en vane. Da der ikke var så mange elever på skolen, var de mindste elever samlet på ét hold til gymnastik og de store på et andet. Engang, da jeg endnu gik på det lille hold, havde vi en vikar i gymnastik; han kunne slet ikke styre os. Timen startede altid med, at vi skulle gå rundt på to rækker i takt, så løbe nogle omgange og derefter gang igen. En af eleverne, Henry fra Aalborggård (kaldet Gumand), drillede læreren ved hele tiden at være i utakt. Læreren kunne selvfølgelig godt se, at det var drilleri. På den tid var bank ikke usædvanligt, så læreren befalede Henry at gå ud i redskabsrummet efter rebet til springstøtterne, ”så skal jeg nok lære dig at gå i takt”! Henry gik ud efter rebet og ventede uden for døren, til de bageste i rækken kom forbi. Så skyndte han sig ind og gik bagest med rebet slæbende efter sig. ”A tror intsj, det hjælper”, sagde han. Læreren blev fuldstændig perpleks og ville slå Henry. ”Du kan jo prøve at slå, A er jo nok den stærkeste, og for resten så vil a hjem og ha middag”, og så gik han.
Da så krigen kom, var jeg jo kommet på gymnasiet: men jeg hørte jo af og til historier fra skolen. Der begyndte at blive mangel på brændsel; dette medførte en forordning om, at alle offentlige lokaler ikke måtte være mere end 18 grader varme. Skolebestyreren gik selv rundt i lokalerne og kontrollerede temperaturen, og hvis der var blevet for varmt, beordrede han vinduerne åbnet, indtil temperaturen igen passede.
Anders Johansens beretning fortsætter i næste nummer.
Skolebestyrer Alfred Jensen.
Det store hvide hus ved siden af Baptistkirken på Liljevej er bygget i 1920 og har haft forskellige ejere, indtil det blev solgt til Alfred Jensen, som blev ansat som lærer ved Østervrå Realskole den 1. august 1924. Den 1. marts 1933 blev han udnævnt som realskolebestyrer sammesteds. Alfred Jensen var ungkarl og en lidt speciel type. Han var ikke ret stor, meget spinkel, og så gik han altid i sko med gummisåler, i sort tøj, hvid skjorte med knækflip og sort sløjfe.
Hans lidenskab var sorte delfaer, hvoraf den ene afløste den anden. Det var en meget begavet mand med udmærkelse både til realeksamen og til lærereksamen. Han underviste i dansk og historie, og det var han meget dygtig til. Alfred Jensen var meget pertentlig. Det første han gjorde, når han kom ind i klassen, var at lægge sin mappe på katederet, og den skulle ligge nøjagtigt på hjørnet. Hans pertentlighed bevirkede også, at eleverne fik lært at tale et meget korrekt sprog, somme tider næsten for korrekt.
Jeg tror kun, han havde to fritidsinteresser, hvoraf den ene var at rette trykfejl og stavefejl i Vendsyssel Tidende. Alle fejlene blev rettet med rød blyant, hvorefter aviserne omhyggelig blev lagt sammen og lagt på gulvet, og der blev de liggende i bunker i flere år. Hans husbestyrerinde, Ingeborg Højbjerre turde ikke flytte dem. Hun var nu også meget nervøs og forsigtig. Desuden var hun nærig, men det er en helt anden historie.
Den anden store interesse var skak. Han var meget dygtig og deltog i flere store turneringer med fine resultater; han har f.eks. en gang været Vendsyssel -mester. Mindst én gang om ugen tog han til Hjørring for at spille skak. Så boede han på Højskolehotellet, hvor han havde et fast værelse. Alfred Jensen, der blandt eleverne gik under navnet Strut, var ret hidsig, og hvis der var ballade i en klasse, kunne han komme listende på sine gummisåler, rive døren op og tale meget højt i flere minutter uden at gentage sig selv. I de mindste klasser rystede man for ham, men da man blev lidt ældre, tog man det ikke så højtideligt og morede sig lidt over ham. Han var også meget forsigtig, hvilket kom til udtryk, når han sammen med den senere bestyrer I. P. Johansen var ude for at kapre elever. Johansen lovede guld og grønne skove, hvorefter A. Jensen bemærkede, at eleverne sandelig også skulle være både begavede og flittige for at få en eksamen. Selv om Alfred Jensen var meget ejendommelig, var han et godt og fint menneske, som jeg respekterer og sætter meget højt, Han blev pensioneret i 1953, og kort efter solgte han huset til Peder Næsby, som i nogle år havde boet til leje på 1. sal. Derefter flyttede skolebestyreren fra byen. J.B.